SuperAsfalt-kvalitet

Direktør og investor søges til SuperAsfalt i København

Vil du være med til at styre og effektivisere driften på Danmarks nyeste asfaltfabrik? Og brænder du for at koordinere, have det forkromede overblik og overordnede ansvar for driften af en forretning i udvikling, så er det dig, vi leder efter til at lede den daglige drift af SuperAsfalt.

Vi tilbyder en unik mulighed i en virksomhed, som er i en rivende udvikling. Med reference til koncernens CEO søger SuperAsfalt en drifts- og kvalitetsorienteret direktør til vores fabrik i København.

Om SuperAsfalt A/S

Vi er en ny asfaltkoncern i Danmark. Første asfaltværk er opført på Prøvestenen og sat i drift i 2016. SuperAsfalt ejes af et holdingselskab, der har aktiviteter i en række firmaer inden for nedrivning og genanvendelse, og SuperAsfalt er nyskabende med et genanvendelses-koncept med besparelse af jomfruelige ressourcer. Læs mere på www.superasfalt.dk.

Sørg for at produktionen kører og kunderne er glade

Som direktør vil du have det samlede og overordnede økonomiske og forretningsmæssige ansvar for virksomhedens drift og udvikling, herunder en tilfredsstillende indtjening, som indfrier selskabets målsætninger. Det er din opgave, at vi imødekommer kundernes krav til leveringsevne og kvalitet og det bliver dit overordnede ansvar at sikre effektiv drift af virksomheden. Det stiller krav til dit gode lederskab samt din produktionsforståelse og helhedsopfattelse af økonomi, produktion og logistik.

 

Få gode medarbejdere og stor indflydelse

Vi tilbyder et anderledes job, da SuperAsfalt er opstået på baggrund af et helt nyt asfaltkoncept med besparelse af jomfruelige ressourcer, og det er en spændende, udfordrende og mangeartet opgave der venter, da alt er næsten nyt i virksomheden. Du får ansvar for værkets 4 medarbejdere samt udlæggerhold og chauffører på i alt ca. 25 mand. Men også koncernens øvrige medarbejdere skal du samarbejde tæt med, da koncernen er i rivende udvikling og der udføres projekter på tværs af koncernens virksomheder.

Erfaring som leder og lyst til at arbejde med asfalt

Du får det overordnede ansvar for driften af virksomheden, fabrikken og udlægning samt kontakt til kunder og leverandører. Det vil derfor være en fordel, hvis du før har arbejdet med asfalt eller i anden produktionsvirksomhed. Du får medarbejderansvar og har ansvaret for at holde overblik over alle fabrikkens komponenter og processer samt kvalitetskontrol.

 

Dine primære ansvarsområder vil være:

  • Fuldt PL-ansvar for virksomheden
  • Afvikling af den daglige drift på fabrikken
  • Ansvar for virksomhedens ansatte
  • Positiv dialog med kunder og leverandører som kommer på værket
  • Løbende udvikling af systemer og optimering af driften
  • De løbende opgaver, der opstår på et nyt asfaltværk

Vi forestiller os derfor at du:

  • har en lederbaggrund – gerne kombineret med en teoretisk baggrund som ingeniør, maskinmester, maskintekniker, el.lign.
  • har erfaring med styring og planlægning af produktion og arbejdshold
  • har overblikket og entusiasmen til at gennemføre procesoptimeringer og forskellige udviklingstiltag
  • er kendetegnet ved en synlig, involverende og “hands-on” ledelsesstil, hvor du går forrest og ikke lader dig afskrække af uforudsete hændelser

 

Alt efter erfaring og din viden om asfalt vil du gennemgå en oplæring.

Vi inviterer vores nye direktør til at deltage i SuperAsfalts forretningseventyr ved at blive anpartshaver i virksomheden. Det vil derfor være en prioritet for SuperAsfalt at ansætte en direktør med mulighed for og vilje til at investere i virksomheden.

Interesseret?

Har ovenstående givet dig lyst til at søge jobbet? Så send os en ansøgning til e-mailadressen: cef@enviso.dk. Ønsker du at høre mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte koncerndirektør Karsten Rasmussen på 4059 9400.

Vi arbejder målrettet med at gennemføre rekrutteringsprocessen. Vi har derfor ingen ansøgningsfrist og ansøgninger behandles løbende.

Vi glæder os til at høre fra dig!